Andelsboligforeningen Poppelhøj II består af 32 rækkehuse beliggende for enden af en lukket, fredelig vej i naturskønne omgivelser tæt på marker, skov, strand og offentlig transport. Foreningen har store fællesarealer med legeplads og fælleshus.
Andelshaverne er selv engagerede i vedligeholdelse af de fælles områder. Cirka en gang om måneden er der fællesspisning og i løbet af året arrangeres der bl.a. fastelavn, Sct. Hans og julearrangement.
Om boligerne
Foreningen består af 32 rækkehuse på 100 m2 i to plan. Husene er lige store, men har forskellige ruminddelinger. De rummer derfor 1-3 værelser, stue, køkken, badeværelse, bryggers og loftrum. Til hvert hus hører desuden have og gårdhave med udhus.
Bebyggelsen er opført i gule mursten, med rødt tegltag og mørkt træværk.